Om offentlige tilskud til tandbehandling
Der er flere muligheder for at få økonomisk hjælp til din tandbehandling. Du skal blot være fyldt 18 år for at få støtte, og støtten afhænger af f.eks. indkomst, sociale forhold og helbredstilstand. Nedenfor kan du læse lidt om de forskellige tilskud:
Den offentlige sygesikring
Den offentlige sygesikring yder udelukkende tilskud til basaltandpleje som f.eks. fyldninger af plast og sølv, tandrensning, parodontalbehandling og tandudtrækning. Sygesikringen yder derimod ikke tilskud til større behandlinger med f.eks. kroner, broer, proteser og implantater. Kontakt din tandlæge, hvis du vil kende det aktuelle tilskud til din behandling.
Sygeforsikringen danmark
Medlemmer af sygeforsikringen danmark får tilskud til en lang række tandbehandlinger som f.eks. kroner, broer, proteser, implantater og bidfunktion, ligesom der også ydes tilskud til fyldninger, tandrensning og forskellige former for parodontalbehandlinger. Kontakt danmark, hvis du vil vide, hvor meget du får i tilskud.
Er du pensionist eller i en lavindkomstgruppe
Er du pensioneret eller i en lavindkomstgruppe, kan du muligvis få økonomisk hjælp til dit tandlægebesøg. Kontakt din kommune, og hør om reglerne for tilskud.
Ved fysisk eller psykisk handicap
Omsorgstandpleje er et kommunalt tilbud til personer, der på grund af fysisk eller psykisk handicap har svært ved at komme til tandlæge. Kontakt den kommunale hjemmepleje, hvis du vil høre om muligheder og regler.